Uren hud som voksen

Uren hud som voksen

Uren hud. En af de mange problemer, jeg altid har troet ville løse sig selv, når jeg blev “voksen”. Jeg havde også en tyrkertro på, at bekymringer om vægt og økonomi ville forsvinde. At jeg ville have 100% styr på min stil og derfor altid føle mig tjekket (!!!) og at når jeg blev voksen, ville min hud glatte sig ud og mine problemer ville være en saga blot. 

Sådan gik det ikke.

Uren hud forsvinder ikke på magisk vis

Well, bekymringer er der stadig, måske i en anden indpakning, men still there. Jeg føler mig sjældent ægte tjekket og jeg kæmper desværre stadig med min hud. Og jeg kender alle de gode råd og alle de rigtige ingredienser, men det kan svært at sammensætte en rutine, som passer og giver synlige resultater.

Uren hud som min opstår ofte under påvirkning af:

  • Hormoner
  • Stress
  • Dårlig/manglende søvn

Det er alle tre ting, der kan være svære at forhindre, nogle gange hænger de endda uløseligt sammen. Og det kan være svært at finde produkter, som rammer lige præcis ind i min problemhud.

Tre gode råd (udover dem du allerede kender)

Der er dog en håndfuld ting man kan gøre for at undgå uren hud. Ting som man nemt glemmer, når man har fulgt alle de andre råd om god hudpleje.

  1. Fjern din makeup og rens din hud (hver dag!) – når du har gjort det, så lad være at tørre dit ansigt i dit almindelige håndklæde! Det er fyldt med bakterier og det giver ikke mening, at køre dem rundt i ansigtet inden du påfører creme.
  2. Hvis din rens eller hudpleje ikke virker, så skift den ud, men! Først når den lige har fået en chance for at virke, huden er langsom og temperamentsfuld. Den skal vænne sig til nye ting og det tager tid. Brug dine produkter i minimum 4 uger og skift et enkelt produkt ud af gangen, så du ikke stresser huden. (Hvis dine hud slår ud og bliver rød eller kløende, så skal du selvfølgelig stoppe med at bruge produkterne! Der er tilvænning og så er allergiske reaktioner).
  3. Find er sted, hvor de faktisk kan rådgive dig. Når jeg siger “urenheder” og “udbrud” får jeg ofte stukket hudpleje til teenage-hud i hænderne. Det fungerer bare ikke og derfor er jeg kristisk overfor gode og velmenende råd. Jeg er nok verdens værste kunde, men jeg læser altid bag på produktet, ved hvad jeg ikke vil have og beder om at få prøver med hjem. Jeg gider ikke bruge flere penge på produkter, der ikke passer til mig. Så se dig om efter et hudplejeinstitut, en Matas, en kosmetolog, som du stoler på og som ikke har salg, som hovedfokus (de findes!).

One size does not fit all!

Al hud er forskellig, der er altså ikke kun tre typer hud (tør, normal, fedtet), der er forskellige grader og kombinationer i en uendelighed.

Så læs, test og spørg! Det er så nemt at finde ud af, hvad man ikke vil have og hvad der ikke virker.

Jeg har for nylig skiftet hele min hudplejerutine ud. Langsomt, men sikkert. Jeg er gået over til en rens, som godt nok er til uren hud, men som er mild og ikke skummer (det skal man vænne sig til!).

Jeg renser både morgen og aften og har fundet ud af, at en toner fungerer godt for min hud (jeg ved godt, at alle andre “mister”!). Jeg bruger 2 forskellige serum, et til pigmentfejl og et til urenheder. Så slutter jeg af med matterende dagcreme med solfaktor eller natcreme med a-vitamin. Det er den rutine, jeg har oplevet allerbedst resultater ved. 

Den serum jeg bruger mod urenheder, vil jeg godt lige give et par ekstra ord med på vejen. 

Evolve Rainforest Rescue Blemish Serum

Det er en serum, som er lavet til uren hud, men som også gør, at min hud fedter markant mindre og synes mere jævn. Jeg kan ikke forklare hvorfor den virker, ingredienslisten er nemlig ikke vild og banebrydende. Den indeholder blandt andet acai, willow bark (en naturlig form for salicylsyre), glycerin, forskellige olier og aloe vera. Og det virker for mig. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så pæn hud. 

Evolve Rainforest Rescue Blemish Serum - serum som bekæmper urenheder og matterer, og som også kan bruges til voksen hud
Billedet er tyvstjålet fra impressionpr

Jeg har købt serummet på Matas webshop og jeg startede med den lille rejsestørrelse, da jeg ikke kunne finde produkterne i en fysisk butik og det var derfor en satsning. Nu har jeg lige bestilt den fulde størrelse og jeg planlægger, at jeg skal prøve flere at mærkets produkter.

Alle Evolves produkter er naturlige og håndlavede. Det kan man læse mere om på deres hjemmeside, evolvebeauty.dk

Al hud er forskellig, så husk at prøve dig frem og ikke lade dig forføre, at salgstaler, dameblade eller bloggere for den sags skyld. Det er en god måde at samle inspiration på, men det er noget helt andet, hvad din hud rent faktisk reagerer positivt på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *