Vand tilsat smag fra Infuse
Livsstil

Sådan drikker du mere vand!

Okay, dette er ikke den slags blogindlæg, som giver stor indsigt eller fortæller om et banebrydende produkt, men! Det handler lige så meget om at gøre noget godt for miljøet og mig selv, og det skal man ikke kimse ad.

I søndags tog jeg min KeepCup i hånden og tog turen med Monica fra MoweDesign til Herning Messecenter, hvor FoodExpo løb af stablen. Monica har været min partner in crime til Formland-messerne. Denne gang bestemte vi os for at bevæge os uden for vores vanlige comfort zone. En klog beslutning. Vi blev mødt af så mange smilende, passionerede og imødekommende mennesker, som alle stod klar til at fortælle historien bag deres produkter. Virkelig en god oplevelse og en spændende dag. Vi fik set alt fra små stande med sundt slik til kæmpe store stande med industri-bageovne.

En af de stande vi besøgte var ReTap, som bl.a. laver genanvendelige vandflasker. Det er ikke noget nyt. De har dog lavet nogle flotte produkter, som alle kan bruge og har forsøgt at nytænke måden vi drikker vand på. Samtidig har de en fin mission, nemlig at få os til at drikke vand fra hanen i stedet for at købe vand.

Jeg er ikke selv specielt dygtig til at drikke vand. Det er en stående joke hjemme hos os, at jeg er lidt af en kamel. Jeg er sjældent tørstig og drikker meget lidt i løbet af en dag. Det lyder sikkert ubalanceret for de fleste, men jeg har virkelig forsøgt at komme i træning. Resultatet er som oftest, at jeg bliver kvalm og føler, at jeg “skvulper”. Jeg har dog alligevel fundet frem til nogle forskellige ting, der virker for mig, så jeg får lyst til at drikke mere væske og rent faktisk husker det.

Hav dit vand med dig – Køb en god drikkedunk

For det første, så er det nemmere at huske, at man skal drikke vand, hvis det hele tiden er i syne og inden for rækkevidde. Når man ikke bliver tørstig, så husker man ikke at gå ud og drikke et glas vand. Derfor giver det god mening at have en drikkeflaske, som kan være i tasken eller stå på skrivebordet. Det hjælper, hvis man også synes det er en pæn/smart/funktionel flaske, hvis du spørger mig. Den skal desuden være god at drikke af – dvs. ikke med et låg der sidder fast og klapper én mellem øjnene, hver gang man tager en slurk (don’t tell me, you don’t know what I’m talking about!)

Accessorize!

Et godt bud på en smart og pæn vandflaske er glasflaskerne fra ReTap. Flasken er af glas og har et tætsluttende låg af gummi. Flasken er drypfri, dvs. at de lover ikke, at den er air-tight, men da sælgeren viste den frem, fyldte han den dog helt op og holdt den derefter med låget nedad uden at der skete ulykker. Så modig ville jeg nok ikke være med min computer i tasken, men tænker man kan prøve sig frem.

Det giver så god mening, at have en flaske man kan genfylde. Vi har noget af det klareste, reneste drikkevand i hanerne i Danmark. Alligevel kan man købe vand på flaske i alle supermarkeder. Og vi køber det. Dyre flasker med Kildevæld, Egekilde og alle de andre. Også selvom der altid er en vandhane i nærheden.

Flaskerne fås med låg i mange forskellige farver og kommer desuden i 3 forskellige størrelser. Og så har de netop lavet en virkelig flot variant med et låg af træ, som vi gøre sig rigtig godt på middagsbordet.

ReTap vandflaske med trælåg

Der er så mange fine vandflasker derude, men jeg bliver nærig, når jeg skal betale en formue for en plastikflaske. Så føler jeg alligevel, at jeg får mere for pengene, når flasken er af glas.

Drik vand med smag

Nogle gange er smagen af rent, klart vand det bedste i verden. Jeg synes dog nemt vand kommer til at smage stillestående, nærmest støvet. Det virker måske fjollet, men vand med smag er bare mere spændende. Jeg har forsøgt mig med vand med frugt i og jeg syntes ikke, det smager af nok. Desuden synes jeg ikke frugten er så lækker, når den flyder rundt der. Men citron og limesaft eller mynte er lækkert.

ReTap har desuden lavet nogle små pakker med pulver med smag, som man kan putte i sit postevand og derved give det både smag og en lille smule farve. Det er lidt ligesom saftevand (som for mit vedkommende er ligeså godt som vand med frugt). Fordelen ved Infuse, som de kalder dem, er at der nærmest ikke er nogen kalorier i og smagsstofferne er naturlige. De er sødet med frugtsukker og ikke stevia, hvilket er en kæmpe fordel, da jeg ikke kan lide den mærkelig bismag som følger med stevia.

Infuse fås i 4 varianter:

  • Lemon Lime
  • Cranberry Orange
  • Elderflower Ginger Lime
  • Rasberry Mint

Den sidste er min favorit, især fordi den både dufter og smager af rigtige hindbær, men får lidt kant fra minten. Det hjælper også at have en sund, men sød drik, når man får lyst til snacks og kontorkage sidst på eftermiddagen 😉

Vand med mynte

Hav en fast rutine

Det sidste punkt er måske ikke videre genialt, men det at have en fast rutine gør, at jeg drikker vand 3 gange om dagen fordi det er en del af min faste dagsrytme. Jeg drikker vand til mine vitaminpiller om morgenen, til frokost og til min aftensmad. Morgen og middag er det almindeligt vand og til aftensmaden er det danskvand. Så jeg får altså altid lidt væske udover kaffe.

Det er altså ikke raketvidenskab, men jeg tænkte, at jeg nok ikke er den eneste, der ikke får væske nok. ReTap har så fine nogle produkter, som var en anbefaling værd. Jeg har, som før nævnt, en KeepCup til min to-go kaffe. Det giver derfor rigtig god mening, også at have en vandflaske som ikke er fyldt med phtalater. Desuden er den marginalt bedre for miljøet end det er at have flasker af plastik fyldt med importeret vand, når nu vi har hanerne fyldt med rent drikkevand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *