Podcast anbefalinger august 2019
Livsstil,  Underholdning

Podcast anbefalinger

Podcast – det nye medie, som nu for alvor har fået fat i både lyttere og læsere. Men hvad skal du lytte til? Der er podcast inden for alle genre, så jeg kommer med mine bud på, hvad jeg syntes er spændende og godt tør anbefale videre.

Vanen med at lytte til podcast stammer fra mine dage som pendler, hvor det var god, men også afslappende underholdning i de knap to år, hvor jeg var fast gæst i et midtjysk Arriva-tog. Mine pendlerdage er ovre, men vanen med at lytte til podcasts på farten, har jeg holdt fast ved og jeg ved, at det er en vane, som mange andre også er hoppet på.

Til de uinviede, så er en podcast ligesom Talk Radio. De var som oftest mellem en halv og en hel times tid, hvor en eller flere værter taler om et specifikt emne. Enten som en fortælling eller en diskussion – jeg kan bedst lide dem, der er en blanding af begge dele.

Interessen for podcasts har for alvor fået fat indenfor de sidste par år. Det er gået op for rigtig mange, at har man noget at fortælle om, næsten uanset hvad det er, så kan man starte en podcast, en youtube-kanal eller (host host) en blog – alt afhængig af ens præferencer og evner.

Det er ikke nødvendigivis en dårlig ting, for nu er der niche læsning og lytning for stort set alle, uanset interesser og præferencer. Det betyder også at der er mange podcasts at vælge imellem og jeg tror, at mange opgiver før de overhovedet kommer i gang. Jeg har samlet en liste over de podcasts jeg har været mest begejstret for. Det skifter og der kommer hele tiden nyt til. Der er nogle, som ryger af listen igen efter de første sæsoner og derudover har jeg en liste, som jeg ikke er startet på endnu.

Podcasts inddelt efter genre

Jeg lytter til mange forskellige podcasts. Dem jeg lytter mest til, er dem hvor der er et element af humor eller hvor jeg rigtig godt kan lige værternes stemmer. Jeg er som mange andre faldet i den store gryde med mord/krimi, men kan også rigtig godt lide podcasts, som kan få mig til at grine… eller græde for den sags skyld. Og så er der dem jeg sluger i et mere beskedent omfang, dem man kan lære noget af.

Podcasts om mord

  • Mørkeland. Kristine og Camilla fortæller hver mandag hinanden om et nyt mord. De fleste er fra Danmark, med nogle undertagelser. Jeg skulle lige vænne mig til deres stemmer, men det kom hurtigt og jeg er hængt ved pga. indholdet, som er godt gennemarbejdet og grundigt researchet.
  • My Favorite Murder. To skønne, amerikanske kvinder, som har nemt til latter og stor empati. Ligesom Mørkeland fortælle de hver uge hinanden om et mord. Der er mindre fokus på detaljen og en del mere snak og humor. Jeg er faldet for deres facon og tone og syntes ofte de har meget relevante og ærlige samtaler om meget andet end mord.

Jeg har lyttet til mange forskellige, som jeg er hoppet fra igen, enten fordi jeg bliver træt af formatet, syntes det bliver for letbenet eller ganske enkelt ikke har nok kærlighed til værterne til at blive ved.

  • Myrdet. Samme format som Mørkeland, men selvom de to værter er underholdende, så syntes jeg det var rodet og sjusket. Tit oplevede jeg at især den ene (Anders Grau), lavede så meget rod i sin egen fortælling, at jeg faktisk blev i tvivl om han digtede. De er dog på anden sæson nu, så det kan være der er kommet mere struktur på og de skal have et lyt igen. Som en bonus har Sebastian Richelsen selv været hos Politiet og hans små sidehistorier var for mig bedre end resten af indholdet i podcasten.
  • Murder, Myth, Mystery. Denne podcast har jeg lyttet til virkelig mange episoder af. Tre venner fortæller hver deres historie, henholdsvis et mord, en myte og et mysterie. Så spændende og underholdende. Især den mandlige vært, Eric, er skarp og leverer hver gang. Desværre er det lidt so and so med kvaliteten af de andres historier. Og man skal bare kunne med værternes humor, da der er meget small-talk.

Spændende podcasts

  • Det ekstraordinære. Det er den ene ud af 2 Sigurd Hartkorn Plaetner podcasts der optræder på denne liste. En samling fortællinger om det ekstraordinære i livet. Mennesker med ekstraordinære fortællinger, jobs og verdener.
  • Kvinden med den tunge kuffert. Det her er en rigtig god start podcast. Den er spændende, mystisk og sand. Den handler om en kvinde, som rejser rundt i Danmark og besøger forskellige kirker og klostrer, hvor hun flytter ind og efterfølgende bondefanger og udnytter de mennesker der åbner dørene for hende. Man skal lige have tungen lige i munden for at danne sig overblik over fortællingens timeline. Men fortælleren er dygtig og behagelig at lytte til.
  • Politiken-podcasts. Det kan betale sig, at skrive Politiken i søgefeltet, der hvor du finder dine podcasts. De har lavet virkelig mange gode og spændende og der er noget for enhver smag.

Podcasts der knuser dit hjerte

  • Jeg plejede at tro på for evigt. Fortællinger om at miste, fortalt af dem som har mistet. Denne her går lige i hjertet. De tre første afsnit er nogle af de bedste. Værternes egne fortælling i nr. 1, nr. 2 er Matilde, som mistede sin lillebror og nr. 3 er Sara, som mistede sin søn Nord.
  • Farvel for evigt. Her er det selv samme Matilde, som fortælle sin historie. Det handler om at miste, både gennem abort og død og om at miste sig selv i det hele. Jeg elsker Matildes stemme og rolige måde at fortælle på. Og selvom jeg kendte historien inden jeg hørte podcasten, knuste den mit hjerte om igen.
  • Alt er nu. Om kæresteparret Stine og Titan og deres kamp for hinanden og mod kræften. Dette er ikke en action-packed fortælling og afslutningen er ikke overraskende, men den er svær at slippe og det er en hjerte-knuser.
  • Noget om Emma. Dette er en fiktiv historie, som afsluttes på 5 afsnit. Den handler om Vitus, som forelsker sig i Emma. Sigurd Harkort Plaetner står bag podcasten og har også skrevet bogen “Noget om Vitus”. Jeg elsker begge dele og har vist også anbefalet dem før.

Podcasts der gør dig klogere

  • Hjernekassen. Dejlige Peter Lund Madsen har hver uge en ny gæst inde, for at tale om alt mellem himmel og jord, Madsen er vært og binder det hele sammen med hans egen viden om hjernen og psykiatrien.
  • Den nye stil. Ja, det er måske et sjovt eksempel på podcasts man kan lære noget af, men det er fortælligen om dansk rap og det er både underholdende og lærerigt. Jeg hører et afsnit en gang imellem og er altså ikke tryllebundet, men syntes den er sjov, spændende og vellavet.
  • Oestrogenial. En læge og en sygeplejerske fortæller om de kvindelige kønsorganer. Om turen hos gynækologen til menustration og alt der er værd af vide, om underlivet hos kvinder. Det er så fint fortalt, selvom det er meget fagligt. De to damer og dygtige og sproget er meget ligetil.
  • Sitter. Signe Lindquist og Iben Hjejle i kærlig, ærlig og underholdende samtale om alt hvad der rør sig. Her er så meget info om den tid vi lever i og et sundt, kritisk blik herpå. Engang imellem mærker jeg, at der er et lille alders-gap mellem de to kloge damer og jeg, men jeg vil alligevel mene, at der er underholdning og stof til eftertanke for alle. Og så er det udemærket træning for lattermusklerne.

Dem jeg ikke har lyttet til endnu

  • The High Low. Britisk podcast med et ugentligt afsnit, hvor Pandora Sykes og Dolly Alderton taler om popkultur- og nyheder. Det er alt fra mode til bøger og tv. Jeg forsøgte mig med et par afsnit, men syntes det var rodet og skingert. Og så taler de voldsomt hurtigt. Men, jeg har fået af vide, at jeg evt. kan skippe den første sæson og gå direkte til “the good stuf”.
  • The Last Podcast on the Left. Denne podcast er endnu en af krimi-mord-horror-genren. Tre gutter taler om alt indenfor netop denne ramme, ikke kun mord, men også det overnaturlige. De er voldsomt populære og stort set alle andre podcastere inden for denne genre, henviser til dem i ny og næ.

Jeg har også tidligere smidt om mig med podcastanbefalinger, hvis ikke der er noget her, der har vækket en tiger i dig.

Sidder du med en iPhone i din hånd, har du en podcast-app på din telefon allerede. Har du en Android, er det meget forskelligt, men jeg bruger den app der hedder Castbox og den fungerer rigtig godt. Man kan abonnere på podcasts og lave egne playlister og kategorier, så man ikke skal scrolle gennem en hel bunke hver gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *