Kørekort som voksen

Man kan ikke være passager hele livet – om at tage kørekort som voksen

Det er en tirsdag i februar, klokken er lidt over to og solen skinner fra en blå himmel. Det er starten på vinterferien og der er et mylder af mennesker. Fra en tankstation et sted i Aarhus bakker en mørk bil forsigtigt ud af en af parkeringspladsens bageste båse. Den triller langsomt ned af bakken ud mod en firsporet vej, som leder ud af byen. Her går det galt, føreren lader til at have glemt alt om, hvordan man kører bilen. Da der skal bremses op, trykkes speederen i bund. Bilen springer kort frem og står nu og brøler, mens forskræmte cyklister haster forbi.

Bilen er en skolevogn og føreren, som har glemt alt om hvordan man kører den, det er mig. Mit navn er Sofie og jeg er i gang med at tage voksen-kørekort. Suk.

Voksen-kørekort

Der er selvfølgelig ikke noget, der hedder voksen kørekort. Men jeg er altså 31 og jeg må ikke køre bil, for jeg har aldrig taget et kørekort. Og ja, jeg er fra Hjørring. Og ja, alle de andre tog kørekort da de var 18-19 år. Der havde flyttede jeg i min første lejlighed. Når vi skulle på tur, havde jeg det mægtigt med, at styre musikken og drikke øl i bilen.

I årernes løb har jeg flere gange overvejet det, men der har været undskyldninger nok: Penge, tid, lyst, mod. I sidste ende, har jeg bare aldrig manglet det. Jeg har boet midt i byen, her kan man gå til alting og Aarhus drukner jo snart i offentlig transport. Det er også bedre for miljøet. Og så mangler jeg det jo ikke. Sagen er den, at det kommer jeg nok heller aldrig til. Jo længere jeg har udskudt projektet, jo mere frygtsom er jeg blevet over for det.

Når man er 18-19 år gammel, kan alle andre jo ikke køre bil. Det er noget man lærer sammen og er nye til, sammen. Man er nemmere at tilgive, når man er helt ung og blåøjet. Men når man har rundet de 30! Så må ALLE andre jo køre bil, man tager tingene mere alvorligt og kan se konsekvenserne i tredje led. Det virker svært og stort og uoverskueligt.
Så er det på en måde nemmere, at lade være.

Nu står jeg uventet i en situation, hvor jeg har en del fritid og et behov for at lære noget nyt. Så nu har jeg taget springet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke lyst. Hvorfor skulle jeg ikke kunne være passager hele mit liv? Svaret er enkelt, for nogle gange, når man virkelig er bange for noget, så skal man gøre det alligevel.

Så jeg ringede til Kenneth.

Den rigtige kørelærer

Kenneth har kørkort.dk i Aarhus. Jeg har fået af vide, at de skulle være søde mod sådan nogle lidt nervøse, “ældre” typer som mig. Og det er han, heldigvis. Kenneth er lun og tør samtidig. Han fortæller rigtig mange kørelærer-jokes og griner selv af dem. Jeg tror ikke, han forstår hvorfor jeg er dødbange for at køre bil. Det er også lige meget, han respekterer det og han lytter, når jeg siger at jeg den ene dag er mere nervøs og rundt på gulvet end den anden.

Og sagen er den, at jeg virkelig godt kan lide at køre bil. Jeg syntes, det er sjovt. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne køre bil i fred, uden alle de andre bilister, cyklister og fodgængere, for de hyler mig virkelig ud af den.
Men jeg går ikke i panik eller sætter mig til at græde, for Kenneth har jo alle pedalerne og tager bestemt, men kærligt over, når jeg mister overblikket over situationen.

Når jeg så bliver lidt for kæk og tror, det hele kører, kan han finde på at sige “Ja, Sofie, der døde så en cyklist mere”. Så skal jeg lige finde fokus igen, men det er fint, for så husker jeg at kigge mig over skulderen i det næste kryds. Jeg tror desværre ikke, jeg er noget naturtalent. Det kræver hele mit fokus og jeg kan mærke, at både min puls og min temperatur stiger. Så jeg bruger meget tid på, at minde mig selv om, at jeg jo lige skal lære det. Og alle de andre har øvet sig meget længere tid end mig.

Mens jeg skriver det her, har en pige i en sort Fiat 500 lavet verdens mest pressede 8-punkts vending i Badstuegade. Hun har en smøg i mundvigen og ser aldeles upåvirket ud. Hun er åbenbart ligeglad med fodgængere der springer for deres liv. Og med de små borde og stole foran Starbucks. Bilen bevæger sig i paniske ryk og jeg kan høre hende skifte gear her fra min plads inde på cafeen.

Dummere folk end mig, har lært at køre bil

Pigen med den pressede punktvending og de hidsige gearskift minder mig om, at inden jeg startede sagde Michael til mig “Der er så mange mennesker, der er meget dummere end dig, der har lært at køre bil”. Og det er jo rigtigt. Det lyder ikke så sympatisk, men det er rigtigt. Jeg vil gerne være dygtig til at køre bil. Mit lille stræberhjerte vil så gerne være bedst. Men hvis jeg nu ikke kan være bedst, så skal jeg bare være lige så god som alle de andre.

Lige præcis den dag, hvor jeg på vej ud fra tanken trykkede på speederen og koblingen samtidig med, at Kenneth trykkede på bremsen og cyklisterne sprang for livet. Lige præcis den dag, gik klappen ned. Jeg kunne ikke huske, hvilke pedal der skulle hvad. Et kort øjeblik er mit hoved helt tomt.

Ingen døde cyklister den dag

Men alligevel triller vi ud på Silkeborgvej. 10 minutter senere, er jeg igen rolig og kan huske, hvilken pedal der skal hvad. Jeg er 100% koncentreret. Så meget at jeg ikke lægger mærke til, hvor vi er. Jeg tænker ikke over, at vi nærmer os Harald Jensens Plads. Et kæmpe lyskryds, som bare på gåben sætter en skræk i livet på mig. For jeg skal huske 100 ting på én gang. Og efter hvad der føles som 100 højresving, jeg skal tage dagens første venstresving.

Alt er stadig nyt. Jeg kan mærke temperaturen stige, men det er fordi jeg har så fokuseret og jeg tager det alvorligt. For nu er jeg startet, jeg VIL lære at køre bil, for jeg skal ikke være passager hele mit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *