Historien om mig

For hver en selvstændig virksomhed der opstår, er der en vigtig historie bag. Vigtig, fordi historien ofte er byggestenene for de drømme og visioner, man har for sit foretagende.

Historien om mig og min virksomhed er bygget på lige dele drømme og tilfældigheder. Og ambitioner. Både mine egne og dem andre har haft for mig.

For at starte helt fra bunden, har jeg altid elsket ord. Hvad end de var stillet i rækkefølge for at forme teksten til en popsang, digte, fagtekster eller litteratur. Særligt litteratur. Jeg har altid læst. Jeg slæbte bæreposer med bøger hjem fra biblioteket og havde ofte gang i flere bøger på én gang. Jeg har altid gerne ville skrive og jeg har aldrig været en ueffen ordsmed, men den store idé, den indfandt sig aldrig.

Derfor bestemte jeg mig for, at jeg skulle være journalist. Den nye Ulla Terkelsen, det var mig. Historien om mig skulle ende med en spidset blyant og et væld af farverige tørklæder. Og det var måske også sket, hvis ikke livet og et glat gulv havde spændt ben for mig, så da der var optagelsesprøve, lå jeg derhjemme med to blå øjne og en brækket næse. Er det vigtigt for dig som kunde? Sikkert ikke, men det er en god historie.

Historien omskrives

På journalisthøjskolen er der kun optagelsesprøve én gang om året. Det kunne jeg ikke vente på, så det blev det årsagen til, at jeg søgte ind på universitetet for at læse dansk eller – som det retteligt hedder – Nordisk sprog og litteratur.

Der blev jeg og fandt ud af, at jeg ikke ville lave interviews med uvildige folk. Jeg ville skrive de ord, som var mine egne og de ord, som nogen ville låne mig og betro mig. Der var aldrig en underviser skabt i mig og jeg kan ikke huske årstal (en ikke ubetydelig del af dansk-studiet og de fleste universitetsfag i det hele taget). Så jeg har studeret æstetisk kommunikation og været omkring journalisthøjskolen, for efter 4,5 år på universitetet er det en god idé at få pillet akademikeren lidt ned igen og lære, hvordan man skriver kort og præcist. Og især hvordan man stiller de rigtige spørgsmål, når nu man skal spørge.

Hvad skete der med Ulla?

Det er virkelig et godt spørgsmål. For Ulla bor stadig i maven på mig og når jeg sætter mig ned for at skrive, så husker jeg på hende. I en periode stod hun endda indrammet på et skrivebord. For Ulla er en virkelig god reminder om, at man skal gå efter det man vil, men man skal også være tro mod sig selv, samtidig med at man er grundig og hårdtarbejdende. Og så skal man huske at nyde det. Jeg vil stadig gerne møde nye mennesker og høre deres historier, jeg gør det bare på en lidt anden måde end Ulla.

Efter min uddannelse har det handlet om at møde de rigtige mennesker, men i høj grad også om at sige ja til enhver mulighed, der bød sig. Jeg har sagt ja til alt. Også når jeg ikke kunne se præcis, hvad jeg skulle bruge det til. Det betyder jeg har sagt ja til at prøve en masse ting, som jeg nu ved, jeg ikke skal. Og jeg har fundet ind til kernen af det jeg gerne vil og er bedst til. Ord.

Der er altså ikke meget, der har ændret sig på den konto. Historien er som sådan den samme, men ordene er blevet flere, de er blevet bedre og jeg har lært, hvordan jeg sætter mig i andres sted, så jeg kan skrive med deres ord og deres stemme.

De evner og de ting jeg har lært undervejs, bruger jeg nu til at hjælpe andre, som har helt andre talenter end mig, men hvor ord og tekster, kan være svære at få greb om.

Læs mere om hvad jeg kan gøre for dig, det kan være jeg skal skrive din historie.

Historien om mig computer notesbog